Nyhed

Hjælp til frysende kolleger

Med et køb af Kirkens Korshærs hjemmestrikkede tæpper kan man bringe varme til både arbejdspladsen og socialt udsatte og sårbare mennesker i Danmark. Det kalder Kirkens Korshær 'Strik med mening'.

Klik igennem galleriet og se eksempler på nogle af de mange flotte tæpper, som Kirkens Korshærs frivillige strikkere har lavet af genbrugsgarn. 

Der er skruet ned til 19 grader i offentlige bygninger. Over hele landet har de stigende energipriser ført til frysende medarbejdere. Køb nogle tæpper til dem, siger Kirkens Korshær, som står bag projektet ’Strik med mening’.

Med en maks temperatur på 19 grader, er det blevet koldt på mange kontorer. Kirkens Korshærs striktæpper luner i en kold tid.
En glad medarbejder på Center for Folkeoplysning pakket ind i et af Kirkens Korshærs flotte og lune striktæpper. 

Som del af projektet, har Kirkens Korshærs frivillige strikkere over hele landet haft travlt. Med genbrugsgarn og stor kreativitet har de strikket og hæklet tæpper i alle regnbuens farver og flere størrelser.

Tæpperne er en unik mulighed for at give en gave, der luner – ikke bare for medarbejdere og frivillige - men også for nogle af samfundets allermest udsatte og fattige mennesker. Overskuddet fra salget går nemlig direkte til Kirkens Korshærs sociale arbejde. Og er med til at sikre, at organisationen gennem hele den kolde vinter kan holde dørene åbne og byde indenfor i varmen - kan give omsorg, nærvær og respekt.  

Et af de steder, som allerede har fået varmen med Kirkens Korshærs tæpper, er Videncenter for Folkeoplysning (Vifo). De fik i november besøg af landssekretær i Kirkens Korshær, Lone Kofod, som medbragte et stort udvalg af tæpper. Landsekretæren fortæller:

- Centerleder i Vifo, Henriette Bjerrrum, forklarede, at de både gerne vil bidrage til den fælles indsats for at begrænse energiforbruget og være sikre på, at medarbejderne kommer varmt igennem vinteren. Derfor ville de indkøbe tæpper til kontoret. Da de hørte om vores tæppeinitiativ, var det en perfekt mulighed for samtidig at støtte en god sag. De var superglade for vores lækre håndarbejde og var fulde af beundring overfor vores frivillige strikkere og det arbejde, der gøres i Kirkens Korshær.

Titel

Alle tæpperne er unika håndværk, og der findes ikke to, der er ens. For de bliver strikket eller hæklet af garn, som Kirkens Korshær har fået doneret - og det er kun fantasien, der sætter grænser, når de frivillige strikkere i Kirkens Korshær kaster sig over opgaven.

Derfor er der også noget for enhver smag og et bredt udvalg af mønster, farver og størrelser tilgængelig. 

Lone Kofod Jensen

tlf. 20 78 40 95